Luk munden!

  • Altså når du trækker vejret 🙂

Der er flere grunde til, at det er vigtigt at lukke munden, når du trækker vejret, og dermed trække vejret gennem næsen. Så tjek lige dig selv:

Trækker du vejret gennem næsen lige nu, eller hænger munden lidt åben? Der er ikke nogen grund til at bide tænderne sammen, bare slap af i ansigtet og luk munden og lad kroppen trække vejret afslappet gennem næsen. 

  • Men hvad så, hvis næsen er stoppet? Eller hvis det fylder mig med angst at trække vejret gennem næsen? Det tager vi i et andet indlæg, for det kan man naturligvis også arbejde med. 

Her er en række gode, dokumenterede grunde til at lukke munden, når du trækker vejret – så du blandt andet passer godt på dit immunforsvar:

Covid-19 (og forkølelse og influenza) smitter først og fremmest gennem luften ved inhalation. Det kan også smitte, hvis du samler virus op ved at røre ved fx et håndtag, hvor en anden har afsat virus, og så klør dig i øjnene eller piller næse osv, men det er så vidt vi ved ikke den primære smittevej. Og derfor er det vigtigt, hvordan du trækker vejret. 

Når du trækker vejret gennem næsen, filtreres luften i dine små hår i næsen og varmes og fugtes af slimhinderne, inden den når lungerne. Det betyder, at dine lunger modtager færre mikropartikler såsom bakterier, svampesporer, virus osv – og det er dokumenteret med Covid-19 som med andre virussygdomme, at hvor syg man bliver OGSÅ afhænger af, hvor stor en mængde virus, der kommer ind i kroppen. Så bruger du næsen, hjælper du altså lungerne til at modtage færre viruspartikler. Og fordi luften er varmere og mere fugtig, er det lettere for lungevævets celler at opretholde deres stabile indre miljø. Et stabilt indre miljø hjælper immunforsvaret i lungerne til at fungere korrekt. 

Noget andet, men meget vigtigt er, at dine slimhinder i næse og bihuler producerer NO (nitrogenoxid), som hjælper immunforsvarscellerne i slimhinderne til at være mere aktive og mindsker risikoen for virusinfektion i luftvejscellerne. NO hjælper også bronkierne til at være mere åbne, hvilket betyder, at du kan få mere luft – og dermed ilt – helt ned i lungerne. Mund-åndere har mindre NO i luftvejene end næse-åndere, fordi NO jo dannes i bihulerne. Kommer luften ikke forbi bihulerne, cirkuleres NO selvfølgelig ikke rundt i luftvejene. Så luk munden og udnyt din NO! 

(NO har også vist sig lovende som mulig inhalationshjælp til lunge- og vejrtrækningsproblemer i forbindelse med forskellige sygdomme, men det er ikke noget, vi ved ret meget om endnu).

En anden ting er, at trækker du vejret gennem næsen, så ligger din tunge som regel oppe i ganen. Det betyder, at din kæbe og din tandstilling udvikler og holder sig anatomisk normal. Det er nemlig vigtigt at kranieknoglerne holder deres anatomisk korrekte form og kan bevæge sig i forhold til hinanden. 

Hvis du er vild med at læse videnskabelige artikler, så kan du se dokumentation omkring NO og mund-vs næse-vejrtrækning her: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC7200356/

  • (Og fordi jeg jo ikke er uddannet læge, så er jeg nødt til lige at komme med den disclaimer, at ovenstående indlæg er udtryk for mine personlige holdninger. Men du kan jo kigge i dokumentationen 🙂 )

#lukmunden #trækvejret #breathe #åndedrætstræning #health